Det ku’ være så godt, hvis SF var tro mod deres egen ideologi og var et alternativ til det nuværende Venstre-dominerede Byråd. I stedet har de indgået samarbejde med Venstre og kan sikre fire år til et liberalistisk styre.
Det ku’ være så godt, hvis SF fortsat var et socialt anstændigt parti, som sammen med Radikale Venstre kunne sikre ældre, børnefamilier og socialt udsatte grupper gode vilkår. I stedet ser de ligeså alvorstunge ud som Venstre og taler først og fremmest om økonomi, sparsommelighed og tilbageholdenhed.
Det ku’ være så godt, hvis SF støttede Radikale Venstre i vores krav om at halvere forældrebetalingen til den kommende frokostordning. I stedet lader de, ligesom Venstre, de unge familier, som har svært nok med at få husholdningen til at løbe rundt i stikken.
Det ku’ være så godt, hvis SF var aktive i valgkampen for at skabe fornyelse i Ringsted Byråd. I stedet tier de stille og gemmer sig bag Villy i håb om, at valgkampen snart er slut, så de kan høste frugterne af Villys kamp for at komme af med Venstre – undtagen i Ringsted.
Det ku’ være så godt, og så er det faktisk skidt, SF.
Martin Bork
Byrådskandidat for Det Radikale Venstre