Det var med stor interesse, at jeg læste idrætsfreaken Tulle Olsens læserbrev i Dagbladet onsdag. Det ser ud til, at vi kan finde et samarbejdsfeldt. Ikke kun om at fortsætte det gode arbejde med Leg og Bevægelse, men også omkring at skabe flere muligheder for bevægelse i naturen.
Det er et område jeg lægger endog meget stor vægt på at få gjort noget ved. Det skal være nemt at bruge kroppen i naturen. Jeg vil arbejde for, at der i forbindelse med enhver ny udstykningsplan eller bebyggelsesplan indarbejdes plads til idræt og bevægelse. At der allerede fra starten af sådanne planer indarbejdes stisystemer, som får sammenhæng med de eksisterende stier i kommunen således at enhver der cykler, løber eller går, kan bevæge sig rundt i kommunen uden at møde en bil på sin vej. Jeg vil arbejde for, at kommunen får skabt aftaler med lodsejere om at etablere løbe og gå-stier langs markskæl og grøfter. Jeg vil arbejde for, at det eksisterende stisystem bliver udvidet, og at vedligeholdelsen bliver gennemført, så stierne ikke gror til, som tilfældet er mange steder på min løberute langs åen. Kommunen har i mange år bebudet flere stier, men intet er sket. Nu er det på tide at det sker. At skabe plads til bevægelse i naturen er både en billig og effektiv måde at få mange til at bruge naturen aktivt.